Nordsjælland er et skønt område at cykle i og byder på både god asfalt og store skove med lækkert grus. I Allerød Cykle Klub kører vi om sommeren primært landevej, mens vi om vinteren også kører gravel og MTB. Vi vægter både god træning og socialt samvær højt.
Hvis du har lyst til at være med i et skønt cykelfællesskab, er du velkommen til prøve en tur med os. En prøvetræning eller to er altid uforpligtende, så du kan vurdere om det er noget for dig, inden du melder dig ind i klubben. Skriv gerne til os via vores Facebook side inden du dukker op og mød gerne op 5-10 min før afgang, så vi lige kan hilse på hinanden og du kan blive introduceret til rute og sikkerhed.
Vi glæder os til at se dig!
På den årlige generalforsamling i Allerød Cykle Klub blev John Hansen kåret til årets ACK'er. John har været medlem siden klubbens start i 1993 og har i årenes løbe guidet adskillige cyklister sikkert rundt i både ind - og udland.
John er stadig aktiv guide på klubbens senior hold og er altid hjælpsom - både i forbindelse med ACK arrangementer og reparation af defekter, der er opstået på de mange cykelture. John er ligeledes fast inventar på de årlige klubture, der i 2025 går til henholdsvis Mallorca, Salou og Sønderjylland
Steen Clausen kunne i sin årlige beretning fortælle om et stadigt stigende antal medlemmer. Klubben tilbyder fortsat et bredt udvalg af aktiviteter til medlemmerne både sommer og vinter. Forårssæsonen står for døren og udover tre ugentlige udendørstræninger, er der mulighed for at deltage i en hel del sociale arrangementer fordelt hen over sommeren. Den ugentlige torsdagstræning er henlagt til asfalten på den tidligere flyvestation i Værløse, hvor kompetente guider forestår træningen, der er tilpasset alle niveauer. I april måned starter begyndertræning, hvor personer, der har lyst til at stifte bekendtskab med cykelmotion har mulighed for at møde op.
Steen Clausen har efter 8 års tro tjeneste som klubbens formand valgt at give stafetten videre. Dan Jakobsen blev valgt som ny formand.
Allerød Cykle Klub - ACK
Mandfolk på MTB - Allerød CK
Allerød Cykle Klub - Begyndertræning
Allerød Cykle Klub - Hold 5